Toscana fra den 12. til den19. maj 2008
Udsolgt
(max. 25 deltagere)
Kultur og natur med god mad og spændende vine
i både det kendte og det mindre kendte Toscana
Mandag den 12. maj 2008
Kl. 8.45 Afgang fra Billund med Sterling til Rom.
Kl. 11.05 ankomst til Rom og med bus mod Poggio Verrano / Dromos med ca. en times pause til frokost undervejs.
Kl. ca. 14.30 Besøg hos Poggio Verrano (se evt. mere på: www.poggioverrano.it ) med rundvisning og vinsmagning.
  
Da familien Bolla havde solgt deres store og meget velrenomerede vin-virksomhed i Verona til Brown-Forman, valgte Francesco Bolla at "starte helt forfra". Helt fra bunden anlagde han derfor en ny vingård i Maremma Toscana i Morellino di Scansano området. Den første årgang, han sendte på markedet, var årgang 2003. Ikke desto mindre opnåede denne helt nye vin i 2006 - i "Wine and Spirits", at blive udnævnt til én af verdens 100 bedste vine. Og hvor utroligt det end lyder, så er vinene siden kun blevet bedre og bedre.
Kl. ca. 16.00 afgang mod hotellet i Hotel Badia di Pomaio i Arezzo, som bliver vores faste base de næste 6 døgn (se evt. mere på: www.badiadipomaio.it )
  [1].jpg) 
Med sin beliggenhed højt, højt oppe i bakkerne bag Arezzo, og kun omgivet af flere hundrede år gammel skov, er dette totalt nyrenoverede kloster fra det 17. århundrede noget helt specielt. Stilheden er slående, panoramaudsigten imponerende, værelserne smukt og individuelt møblerede og ikke mindst restauranten/køkkenet imponerende. Når hertil lægges, at der i restauranten tilbydes et utroligt stort udvalg af de bedste vine, til - efter danske forhold - helt uhørt lave priser, ja, så kan det vel næppe blive bedre.
Kl. 20.00 Middag på hotellet.
Tirsdag den 13. maj 2008
Morgenmad på hotellet.
Kl. 9.00 afgang mod Montepulciano.
Kl. 10.30 - 12.00 Besøg hos Tiberini på Podere Le Caggiole.

I seks generationer har familien Tiberini levet og arbejdet på Podere Le Caggiole i Montepulciano. Ejendommens 16,5 ha. vinmarker ligger på nogle af de bedst egnede skråninger for produktion af Vino Nobile.
Kl. ca. 12.00 Vinsmagning sammen med en "Typisk toskansk frokost” hos Tiberini
 
Kl. 14.00 - 16.00 Luca Tiberini vil vise rundt i Montepulciano.
Montepulciano er en lille historisk by, som ligger højt oppe på toppen af en meget høj bakke, hvorfra der er en helt fantastisk udsigt over Orcia og Chiana dalene. I følge legenden blev byen grundlagt af Porsenna, den Etruskiske konge af Chiusi - allerede 500 år før Kristus. Byens navn kommer sansynligvis fra Mons Publicianus efter en kendt romersk familie, som hed Publici. Senere, da denne familie måtte flygte fra barbarenes invasion, blev navnet ændret til Mons Politicus.
Gennem hele byens historie har den, bl. a. på grund af dens enestående gode geografiske beliggenhed, været tæt knyttet til henholdsvis Siena og Firenze. Montepulciano nåede højdepunktet af pragt og styrke i det 16. århundrede og blev dengang kaldt "Perlen af det 16. århundrede" på grund af dens imponerende residencer og religiøse monumenter af sjælden skønhed. Endnu i dag afslører byens smukke historiske center denne både kulturrelle og økonomiske storhedstid.

Kl. 16.00 afgang mod hotellet.
Kl. 20.00 Middag på hotellet
Onsdag den 14. maj 2008
Morgenmad på hotellet
Kl. 9.00 Heldagsudflugt til Assisi
Byen er især kendt for den hellige Frans af Assisi, der levede i denne by og på bjerget i nærheden. Og ligeledes for hans kvindelige modstykke, Clare af Assisi. Men det er også en gammel umbrisk og siden romersk by, som stadig rummer betydelige antikke minder, hvoraf det mest synlige er den romerske tempelfacade på kirken Sante Maria sopra Minerva.
Den danske forfatter Johannes Jørgensen, der skrev en biografi om Frans af Assisi, boede i byen i mange år og blev udnævnt til æresborger.
Den 26. september 1997 blev regionen ramt af et voldsomt jordskælv, der ødelagde dele af byen og dens helligdomme, bl.a. den berømte Basilica di San Francesco. Heldigvis er størstedelen af det ødelagte - efter et umådeligt krævende og økonomisk tungt arbejde - nu restaureret.
Basilikaen og andre bygninger og steder i området har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 2000.
    
Kl. 20.00 Middag på hotellet
Torsdag den 15. maj 2008
Morgenmad på hotellet
Kl. 9.00 afgang til Montalcino
Kl. 11.00 - 12.00 besøg hos Podere la Vigne.
Rubegni familien, der har været vinbønder i generationer, købte La Vigna i 1958. Ejendommen er lokaliceret på den østlige side af Montalcino bakkerne. De 4 ha. vinmarker er hovedsageligt beplantet med Sangiovese, der er mere end 30 år gamle. "Vineriet" ligger i en hyggelig lille kælder og her plejes og udvikles vinen med hjælp fra oenologen Dr. Paolo Vagaggini. Til ejendommen hører der også en olivenlund, hvorfra der produceres Extra Jomfru Oliven Olie, ligesom man også har opdræt af det lokale og meget berømmede "uroksekvæg" Chianina.

Kl. 12.00 - 13.30 Frokost med vinsmagning i restaurant "LE VERGELLE" ca. 500 meter fra Podere la Vigne.
Kl. 14.00 til 16.00 besøg i Montalcino.
Indtil for 30-40 år siden var Montalcino en meget fattig og tilbagestående by. Landbruget gav ikke ret meget udbytte og de mange forladte gårde omkring byen kunne købes for yderst beskedne beløb. Selv da vinene fra Toscana i begyndelsen af 1970'erne blev mere og mere eftertragtede, var interessen for Montalcino ret begrænset. Først i begyndelsen af 1980’erne - ,da den vin, som nogle få familier havde lavet gennem de sidste 100 år, var blevet verdenskendt - begyndte interessen at stige. Og det så meget, at gårdenes antal voksede eksplosivt. I 1967 var der kun 12 vingårde, der aftappende Brunello di Montalcino, i dag er der næsten 150! På samme måde er antallet af hektarer, der bruges til fremstillingen af Brunello, vokset fra 65 til omkring 1500!
I dag koster én enkelt produktionsmoden hektar vinmark op mod 4 millioner kr., og en forfalden lille gård kommer let op på 3-4 millioner kr. I 1970 kunne man få en hektar for 12.000 kr. Denne eksplosive udvikling har medført, at Montalcino i dag er en af Italiens rigeste byer. Den massive interesse fra udlandet har også bevirket, at et væld af restauranter og vinhandlere er skudt op i byen, men heldigvis har det nuværende bystyre for øje, at dette ikke må tage overhånd, så der er derfor nu forbud mod at åbne flere turistbutikker i byen.
Montalcino ligger i 567 meters højde over havet, og herfra kan man se hele det omkringliggende landskab. Den imponerende fæstning fra 1300-tallet giver byen karakter, og i den gamle bydel finder man adskillige vinkældre, håndværkssteder, små hyggelige caféer og butikker, som sælger specialiteter fra lokalområdet.

Kl. 16.00 Afgang til Siena
I Siena er der virkelig ægte middelalder: Der er imponerende kirkebygninger og stolte paladser og snævre gader, der snor sig op og ned ad de tre bakker, som byen er bygget på. Det gamle centrum er omkranset af en bymur, der dog ikke kun indrammer selve den gamle bykerne, men også flere grønne områder næsten ind til bykernen. Moderne byggeri og industri står ikke højt på dagsordenen i Siena. Til gengæld er der naturligvis en del turister, men på intet tidspunkt ødelægger det bybilledet, da turisterne naturligvis må indrette sig på byen, ikke omvendt.
Piazza del Campo midt i byen er en fantastisk, muslingeskalformet plads. Byens tre højere liggende gader næsten falder ind på pladsen, og indgangen fra den midterste gade er en høj trappe og foran den spreder pladsen sig som en vifte og hælder ned mod rådhuset, Palazzo Pubblico. Pladsen er i aller højeste grad en del af byens liv, og den er et sted, hvor både studenterne fra byens universitet samles, og hvor byens familier hygger sig.
Aftensmaden er på egen hånd, men det bliver næppe et problem, da der i Siena er mange meget hyggelige restauranter, hvor man kan få rigtig god "toscansk" mad.
Kl. ca. 20.30 Afgang fra Siena
Fredag den 16. maj 2008
Morgenmad på hotellet
Kl. 9.30 afgang til Arezzo
Arezzo er én Toscanas mest velhavende byer, hvis rigdom bl.a. bygger på en stor produktion af smykker. En stor del af middelalderkernen blev ødelagt under 2. Verdenskrig. Det medførte naturligvis et ret omfattende nybyggeri og nogle af de gamle gyder blev erstattet af moderne boulevarder. Men heldigvis har byen bevaret mange af sine fremragende seværdigheder. Nedenfor et billede fra torvet i Arezzo, som måske kan genkendes fra filmen "Livet er smukt".

Kl. 14.00 Afgang fra Arezzo til hotellet
Kl.16.00 Afgang til Tenuta Vitereta
Denne eftermiddag er helliget én af vores hovedleverandører af rigtig gode toscanske vine, nemlig: Tenuta Vitereta. Efter et besøg i vineriet fortsætter vi med en grundig smagning af ejendommens forskellige vine og en rigtig god middag med spændende regionale retter.
Kl. 17.00 til kl. 20.30 Vinsmagning og middag på Tenuta Vitereta
Lørdag den 17. maj 2008
Morgenmad på hotellet
Heldagsudflugt til Greve og San Gimignano.
For mange er der et romantisk og magisk skær omkring Greve in Chianti. men i virkeligheden har den lille by nok først og fremmest fået sit gode ry, fordi den ligger midt i de utroligt smukke Chianti Classico.
Greve ligner ikke så mange andre af de mindre toscanske byer. Den har ingen bygninger fra Middelalderen og så ligger den ikke på en bakketop. Tværtimod ligger den nede i en dal, og er præget af en meget stor plads med hyggelige overdækkede arkader hele vejen rundt.
Her ligger der mange små restauranter og én af Toscanas bedste vinbutikker samt en helt utrolig slagterbutik, Antica Macelleria Falornis, hvis fremragende produkter sælges verden over.
San Gimignano er omgivet af velbevarede bymure, og er især kendt for sine middelaldertårne. I middelalderen kappedes byens velhavende familier om at bygge de højeste og flotteste tårne, og i byens storhedstid skal der have været i alt 72 tårne. I dag er kun 13 af disse bevaret; men alligevel tegner de en imponerende profil af byen, der kan ses langt omkring.

Vinsmagning og frokost hos Le Fioraie i Castellina - Chianti Classico
Familien Neri på Le Fioraie har i flere generationer lavet nogle særdeles gode Chianti Classico vine. Foruden vin har man også en god produktion af olivenolie og grappa.

KL. 20.00 Middag på hotellet
Søndag den 18. maj 2008
Morgenmad på hotellet
Kl.9.00 afgang fra hotellet mod Rom
Kl. 11.00 – 14.00 Besøg i Orvieto
På vores tur mod Frascati gør vi et ophold i Orvieto, hvor man kan gå rundt på egen hånd og eventuelt nyde en lille frokost på én af byens mange restauranter.
Orvieto har været beboet i over 3000 år. Den havde dog sin storhedstid i middelalderen, da mange paver søgte beskyttelse i den uindtagelige by, som ligger på et massiv af rosa granit, der er 1500 meter lang og 800 meter bred. I "gamle dage" foregik en del af livet i Orvieto også under jorden. Man kan den dag i dag besøge de etruskiske gravsteder og brønde (op til 80 meter dybe), se underjordiske olivenpressere og dueslag (duerne blev spist i svære tider), og gange til 2. verdenskrigs beskyttelsesrum. Også domkirken, som Pave Urbano IV påbegyndte i 1292 er absolut et besøg værd.

Kl. 14.00 Afgang til vores hotel i Frascati
Kl. 18.00 Indkvartering på hotel Bella Vista.
Frascati ligger godt 320 meter over havet og er én af de mest berømte og populære byer i Castelli Romani. Den er kendt for sine smukke villaer og sine liflige hvidvine. Byen er anlagt på store brede terrasser, hvorfra der er en imponerende udsigt ind mod Rom og ud til Sabinerbjergene.
Aftenen er fri til at udforske den hyggelige "gamle bydel" og eventuelt aflægge et besøg i én af de spændende lokale restauranter.
Mandag den 19. maj 2008
Morgenmad på hotellet
Kl. 9.00 Afgang til Lufthavnen
Kl. 12.15 Afgang mod Billund
Kl. 14.45 Ankomst i Billund
Pris pr. person i delt dobbeltværelse: kr. 9.975,00
Prisen inkluderer:
Flybillet t/r Billund - Rom (Fiumicione)
Ophold i delt dobbeltværrelse
6 nætter på Badia di Pomaio www.badiadipomaio.it
1 nat på hotel Bella Vista i Frascati www.hbellavista.it
Alle dage med morgenmadsbuffet.
4 Middage på Badia di Pomaio (Gourmetmiddage med 3 retter)
1 Middag med vinsmagning på Tenuta Vitereta (Typisk toskansk menu)
4 vinsmagninger hvoraf 3 er med tilhørende frokost.
Alle nævnte udflugter og transporter i moderne turistbus.
Alle kendte skatter og afgifter i Italien
Prisen inkluderer ikke:
Drikkevarer (bortset fra vinsmagningerne)
Personlige entreer (museer og lignende)
Eventuelle drikkepenge
Rejse- og afbudsforsikringer
Alt i øvrigt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Tillæg for enkeltværelse: 1950,00 kr.
Betaling: Ved tilmeldingen indbetales et depositum på kr. 3.500,- pr. person.
Pladserne er først endeligt reserveret når vi har modtaget depositum
Restbeløbet indbetales senest mandag den 3. marts 2008.
Indbetalinger kan ske på konto nr. 9890-000-40-08588
Afbud senere end 1. februar medfører tab af depositum. Afbud senere end den 1. marts 2008 medfører tab af hele det indbetalte beløb, medmindre det lykkes os at sælge pladserne til anden side.
I tilfælde af for få tilmeldinger forbeholder vi os ret til at ændre rejsen eller helt aflyse den. Indbetalte beløb vil i tilfælde af aflysning blive fuldt og helt tilbagebetalt.
Vi tager naturligvis forbehold for eventuelle ændringer i programmet, som vil gøre rejsen endnu bedre.
Endelig tilmelding og / eller yderlig information: info@thingstedhus.dk
N.B. Vinimport ApS / Thingstedhus Rejser er medlem af Rejsegarantifonden (nr. 1970)
Med venlig hilsen
THINGSTEDHUS
|